Rotter i gården. Udvis forsigtighed i den kommende uge
Gårdlauget beder alle i gården at være ekstra opmærksomme i den kommende uge på at holde døre lukkede, og opmærksomme på, at der kan forekomme døde rotter og rotteafføring i gården.
Det har desværre vist sig, at vi i gården har et større rotteproblem. I slut 2022 blev et rør afdækket og lukket. I år er der fundet endnu et åbent rør/brønd, hvorfra rotterne kom. VSS-firmaet og kommunen har taget hånd om situationen og har lukket røret af og dækket udgravningen til igen.
I praksis betyder det, at de rotter, som ikke nåede ”hjem”, inden der blev lukket af, nu er hjemløse og søger efter et nyt bo. Derfor vil der i de kommende dage muligvis fortsat være rotter synlige i gården. Der bliver lagt ekstra fælder ud i dag, fredag den 12. maj, både slagfælder og giftfælder. Når en rotte har indtaget giften, går der 3-6 dage, før den dør. Det kan derfor desværre ske, at man vil finde døde rotter i gården i de kommende dage.
Vi har i dag fået følgende rådgivning af Københavns Kommune:
Rådgivning fra kommunen
· Hold terrassedøre og lignende lukket, eller sæt en barriere op i døren, hvis den skal stå åben.
· Vask altid udendørs borde af før brug heraf.
· Rør aldrig en død rotte uden først at tage handsker på!
· Det frarådes, at børn leger i hækkene i de kommende dage.
· Hvis man indtager mad i gården, skal man ikke lade maden stå uden opsyn.
· For en sikkerheds skyld anbefales det, at børn ikke går rundt med mad i hånden alene i gården i de næste par dage.
· Hvis man ser rotteafføring, anbefales det at fjerne det med en våd klud og bruge handsker. Undgå at feje afføringen væk, da det kan hvirvle små partikler fra afføringen op i luften, som kan indåndes og videreføre eventuel smitte.
Rotterne burde gerne enten være gået i fælden eller fundet sig et andet hjem indenfor en uge, hvorefter alt kan vende tilbage til normal drift.